Historien om en støvle
I en lille
by i Spanien sidder en skotte på en bar. Vi kan jo kalde ham Harry. Der kommer
en franskmand ind på baren og de to fremmede falder i snak med hinanden, som man jo gør når man er langt hjemmefra, og uden sine nære relationer omkring sig. Franskmanden kan vi kalde
Kemal. Kemal er ked af det fordi han netop har opdaget at han har mistet sin
ene støvle. Det har været meget varmt, så han har vandret i sine sandaler, og hans
vandrestøvler har siddet fastspændt bag på hans rygsæk.
De to mænd
tager afsked med hinanden og går hver til sit.
Skotten Harry
overnatter på et herberg i den lille by, og der overhører han, tidligt næste morgen, et Irsk
kærestepar, som vi kan kalde Jamie og Veronica, som taler om hvorvidt de skal
efterlade den støvle de fandt på stien uden for byen i går, eller om de skal bære den med sig videre. Man ved jo aldrig om man skulle træffe på ejermanden.
Harry fortæller dem at det formodentlig må være Kemals støvle de har fundet. Men de to irsk unge mennesker kender ikke Kemal og ingen af dem ved hvor han mon befinder sig nu.
Harry
fortsætter nu sin vandring i håb om at indhente Kemal for at fortælle ham at
hans støvle er fundet, og forhåbentlig forhindre at han kasserer sin
tilbageværende støvle. I fald Kemal er bag ham skriver han undervejs på
vejskilte han passerer: ”Kemal – Jamie
har din støvle.” det budskab er der to
cykelryttere som ser.
De kører videre ud ad vejen og spørger alle folk de overhaler om de hedder Kemal. Dette ved skotten Harry lige så lidt om, som de to cykelryttere ved hvem Kemal egentlig er. Men de kan forestille sig hvordan det er at mangle en støvle når man er på langtursvandring. På et tidspunkt indhenter de to cykelryttere rent faktisk den rigtige Kemal, og fortæller ham at Jamie har hans støvle.
Kemal sætter sig ind på en bar og giver sig til at vente på Jamie, som han aldrig har mødt. Harry ankommer til samme bar og sætter sig til at vente på Jamie sammen med Kemal. Et par timer senere bliver Kemal genforenet med sin tabte støvle.
Denne
historie er helt igennem sand, og involverer 4 mennesker, som aldring har mødt
hinanden før, 1 tusch
og 0 mobiltelefoner. Den slags sker kun på Caminoen.
Ikke langt fra den franske Caminos højeste punkt findes denne udsigt |
Kommentarer
Send en kommentar