Koklokker, foodtruck og bjergluft #6

 

Fritgående ko


Jeg fik selvfølgelig problemer med stigningen nærmest øjeblikkeligt, efter at vi var taget afsted.

Morgenen begyndte ellers hyggeligt nok. Jeg havde fået ret i, at mit tøj ikke nåede at tørre, selv om jeg havde hængt det inden for på værelset, da der var blevet for fugtigt udenfor. På grund af covid-19-restriktioner måtte herbergerne kun belægges med 50 procent. Den regel var ret enkel at overholde ved at lade alle overkøjerne være tomme. Derfor havde vi, som lå i underkøjerne, et rigtig godt sted at hænge vores tørretøj, hvis det ikke nåede at tørre, inden det blev nat. Jakken, håndklædet og meget andet fandt også en god plads der.

På værelset havde vi aftalt at sætte vækkeuret til klokken syv, så alle skulle op samtidig. Det bevirkede, at vi kunne tænde lys og pakke i ro og mag alle fire. T-shirt, trusser og strømper fra dagen før måtte jeg hænge uden på rygsækken, så det kunne tørre færdigt.

Morgenmaden, som vi alle fire havde bestilt på forhånd, blev serveret nede i restauranten. Den bestod af den samme hvide baguette, som vi havde fået til suppen om aftenen. Men nu kunne vi få den i en ristet udgave med ost eller marmelade. Dertil var der kaffe, te og juice. Alle fik også udleveret en myslibar. Vi, som havde betalt for det, fik vores sandwich. Og så var det på tide at tage af sted.

Friederike gik tidligt, Tine og jeg gik samtidig og Kathrine, som talte ivrigt med en belgisk fyr, blev siddende lidt længere, da vi gik.

Som sagt var stigningen en udfordring for mig næsten med det samme. Men jeg huskede på slentreteknikken og tog det så langsomt, som det var nødvendigt. Igen måtte jeg finde mig i at blive overhalet konstant, men Tine tog den med ro og fulgtes med mig. Hun påstod hårdnakket, at hun heller ikke var i form til stigningerne, og det var endda muligt, at hun talte sandt.

Jeg sendte en del kærlige tanker til min far. Han sagde ofte, at med list og med lempe kan man klare en kæmpe. Et glimrende motto, som han kunne bruge i mange situationer. Oftest mente han, at man ikke skulle mase på, men i stedet tænke sig om, og være smart. For mig, som jeg gik der i Pyrenæerne, betød det, at hvis jeg tog det stille og roligt i mit eget tempo, ja, så kunne jeg faktisk godt komme over selv et bjerg.

Da jeg drog ud på min camino, var det ni måneder siden min far døde. Tyve år for tidligt, og som et stort chok for os allesammen. Han døde på det tidspunkt, hvor jeg var allermest stresset, men uden selv at være klar over det endnu, men mine omgivelser kunne se det. Det var omtrent halvanden måned senere, da jeg kom ud af de værste lammende tåger af chok og sorg, at jeg også selv kunne se, at der virkelig var noget galt, og derfor opsøgte både læge og stresscoach.

Det var dem, som satte mig i gang med at gå små ture enten i frokostpausen på jobbet eller med hunden derhjemme. Og det gjorde jeg. Turene blev længere, og på et tidspunkt holdt jeg op med at tage hunden med, da den ikke kunne holde til at gå så langt.

Det var nok også samtidig med, at jeg begyndte at læse om camino’en. Jeg læste mange historier om mennesker, som havde oplevet en helende proces ved at gå de cirka 800 kilometer. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, det er da det, jeg skal.

Det viste sig, at sti-sladderen havde talt sandt. Stigningerne i dag var bredt ud over flere kilometer, og derfor ikke helt så stejle som dagen før. Der var også fladere etaper mellem stigningerne, hvor vi kunne få vejret og nyde udsigten, før det gik løs igen med en ny stigning.

Selv om solen ikke rigtig fik magt, og der stadig lå en let dis over bjergene, var der en helt ubegribeligt smuk udsigt, og det blev bare bedre og bedre jo højere vi kom op. Det hele var indhyllet i lyden af koklokker fra både geder, heste og køer, som gik frit på skråningerne. Og Baskerlandet vil jeg nu for altid associere med koklokkeland.

Det var koldt, så både dunjakke og regnslag måtte tages i brug. Jeg kunne konstatere, at det var vældig praktisk med udstyr, som kan udfylde flere funktioner. En meget prosaisk udgave af den tommelfingerregel er regnslaget, som også kan bruges til at sidde på. Det benyttede vi os af, da vi spiste vores sandwich i 1.300 meters højde. Godt nok med stivfrosne fingre, men med en udsigt, som var Sound of Music værdig og naturligvis med akkompagnement af koklokkerne.

Da vi havde spist færdig, og havde fået banket lidt liv i de frosne lemmer, fortsatte vi vores tur, og følte os som ædle, nøjsomme pilgrimme i bjergene. Vi havde nydt vores tørre sandwich og den smukke udsigt med en slurk vand fra drikkedunken. Hvad kan man ønske sig mere? Vi rundede det første sving på vejen, og fik øje på en foodtruck. Der var simpelthen en fortagsom sjæl, som havde kørt en foodtruck op på bjerget, og endda placeret den sådan, at den skabte læ for den lille flok pilgrimme, som nu sad på træstubbe og spiste lune retter, mens de drak dåsesodavand til.

Men det havde vi nøjsomme pilgrimme jo ikke brug for, vi havde desuden også lige spist en sandwich, så vi gik forbi, og syntes det var vældig morsomt at møde en foodtruck på toppen af Pyrenæerne.

Vi gav os god tid til at tage billeder og småfilm af den fantastiske udsigt. Vi stødte også på det første mindesmærke over en falden pilgrim. Men det skulle vise sig, at vi kom til at se rigtig mange af dem. Jeg så dem næsten hver eneste dag på hele min rejse. 




 

 

Kommentarer

Andre læste