Alene i Paris #2

 

Vejskilt i Paris

 

Jeg fik kun sovet fire en halv time, og efter denne nat forestillede jeg mig, at det nok ville komme til at
kræve lidt tilvænning at sove sammen med fremmede. Jeg var ankommet til Paris halv elleve om aftenen og måtte gå et lille stykke fra Gare du Nord for at komme til mit hostel. Jeg fandt værelset, men havde ikke styr på, hvor i min bagage mine ørepropper befandt sig. Og jeg turde ikke larme ved at rode med oppakningen, fordi jeg kunne se, at flere allerede lå i deres senge, med gardinerne trukket for i det fælles værelse jeg havde lejet mig ind i. Jeg vidste jo ikke, om de sov, eller for eksempel lå og læste. Men jeg turde ikke tage nogle chancer. Der var helt mørkt i værelset, da jeg kom ind, og jeg fandt min køje i mobiltelefonens skær. Den havde også et gardin, jeg kunne trække for. Så lå jeg dér i en bagende hede og en frygtelig larm, som kom op fra gaden, og ind ad det åbne vindue.

Da jeg vågnede klokken tyve minutter i seks, besluttede jeg at gå igennem Paris til Gare Montparnasse, hvorfra jeg skulle videre med toget til Bayonne, en lille tur på fem-seks kilometer. Når jeg nu alligevel ikke kunne sove, virkede det helt oplagt.

I januar var jeg efter coaches og læges anvisning begyndt at gå ture. Først var det bare små ture på tre-fire kilometer, som jeg lige kunne nå mellem møderne på arbejde. Men overraskende nok kunne jeg godt lide det. Snart gik jeg også længere ture, når jeg kunne komme til det. På det halve år der var siden havde jeg  gået flere hundrede kilometer, især efter at jeg besluttede at drage ud på min færd.

Alligevel lykkedes det mig selvfølgelig at komme for sent til toget mod Bayonne. Muligvis fordi jeg følte, at jeg havde ualmindelig god tid, og derfor tog billeder af alt, hvad jeg havde lyst til på vejen. Blandt andet Louvre, Seinen, Eiffeltårnet og en masse finurlige skilte, jeg så på vejen. Jeg elsker sjove, mærkelige og løjerlige skilte.

Jeg måtte skaffe mig en ny pladsbillet, da jeg kom frem til Gare Montparnasse. Selve billetten havde jeg jo i form af mit europass, men pladsbilletten, som krævedes på denne strækning, skulle købes separat. Det var nu lettere sagt end gjort. Det viste sig faktisk ret besværligt at få en ny pladsbillet, ikke mindst fordi jeg ikke kunne finde et helt almindeligt billetkontor betjent af helt almindelige mennesker. Automater var der derimod masser af alle steder. Jeg løb op og ned i forskellige ankomsthaller (banegårde er meget store i Paris), indtil jeg endelig fandt det rigtige billetkontor med de rigtige mennesker. Nu var problemet blot, at jeg ikke var så heldig med at få gjort mig forståelig. Jeg viftede med mit europass i form af en app på min telefon, og pegede og gestikulerede. Jeg har altid været utrolig dårlig til fransk, men forholdsvis god til at pege og gestikulere. men først da der kom en ung pige, som talte engelsk, lykkedes det.

Efter at have stået i en tæt og masende kø for at vise corona-pas, ironisk nok, kunne jeg tage plads i toget. Toget var til gengæld meget luksuspræget, med brede bløde sæder, et klapbord til hver passagér og masser af benplads. Så jeg spekulerede på, om jeg måske var kommet til at købe pladsbillet til første klasse. Den dag i dag, ved jeg det stadig ikke.

Da jeg ankom til Bayonne, spiste jeg en dejlig frokost på en café lige ved banegården. Bagefter fandt jeg en bænk i solen uden for stationen, smed sko og strømper, og satte mig til at læse i min Agatha Christie-krimi. Jeg havde stadig et par timers ventetid, før jeg kunne komme videre til mit endelige mål: Saint-Jean-Pied-de-Port.

Mens jeg ventede på toget, blev jeg ramt af modløshed. Om natten var jeg  og skulle ud at tisse, og mens jeg stadig lå i et mellemstadie mellem sovende og vågen, tænkte jeg omtåget, at nu måtte jeg snart komme ud af den væmmelige drøm om at ligge i et fælles værelse sammen med fremmede folk midt i Paris, så jeg kunne komme ud på badeværelset. Jeg ville gerne være i trygge og behagelige omgivelser derhjemme. Men ak, jeg lå virkelig i et værelse med fremmede mennesker midt i Paris. Det var sandt og ingen drøm, og hvis jeg ikke kom til at give op og tage hjem, så var det meget sandsynligt

, at jeg kom til at sove i værelser med fremmede mennesker lang tid fremover.

Men det blev trods alt morgen igen, og ingen af de fremmede havde vist sig at være ubehagelige. Selvfølgelig kunne jeg klare både rejsen og de fremmede folk. Jeg vidste, at det var min hjerne, som spillede mig et puds, når den prøvede at fortælle mig, at jeg ikke kunne, og nu efter halvandet døgn var jeg nået til absolut sidste stop inden mit bestemmelsessted.

Jeg havde lige set tre pilgrimme, som skulle med samme tog, som jeg. Eventyret kunne begynde.

Tidlig morgen i Paris