En aften i Orisson #5

Da jeg ankom til Orisson, føltes de otte tilbagelagte kilometer som alt rigeligt, og jeg var lettet over at ankomme. Herberget var på det tidspunkt det eneste på vejen, så de kunne tage sig betalt for det. Jeg havde derfor hjemmefra betalt fyrre euro for en seng inklusive aftensmad og morgenmad. Da jeg ankom, betalte jeg yderligere fire euro, for at få en sandwich med som madpakke til den næste dag. Der var ingen landsbyer eller andre indkøbsmuligheder inden Roncesvalles 18 kilometer længere fremme. Det var naturligvis ikke dyrt i sig selv, men sammenlignet med det, jeg havde læst hjemmefra om, at en seng på et herberg normalt kunne købes for 10-12 euro og aftensmad kunne købes for det samme beløb, ja, så virkede det lidt dyrt.

 Da jeg kom ind på caféen/restauranten, blev jeg godt nok noget forundret over at se kvinden med regnslaget sidde ganske roligt og drikke en cola. Hvordan i alverden var hun kommet forbi mig? Der var godt nok diset på bjerget, men ikke så diset. Det viste sig, at kvinden også skulle overnatte i Orrison, og at vi endda skulle dele værelse. 

Vi blev vist til rette af en lidt gnaven vært, og vi blev hver udstyret med en brusemønt, et engangslagen og et pudebetræk. Mønten var til at putte i bruseren, så vi kunne få varmt vand. 

Der var puder i sengene, hvilket jeg ikke havde regnet med, og her på bjerget, var der endda også tæpper. I værelset var der tre køjesenge. Vi valgte hver en underkøje, og jeg skyndte mig i bad. Jeg var blevet gennemkold af at gå i regn og dis, så jeg trængte til at stå under det varme vand. Jeg kunne regne ud, at hvis det tøj jeg havde haft på, skulle nå at tørre i den disede bjergluft, så skulle det have al den tid det kunne få. Så det gjaldt om at få vasket og hængt det til tørre hurtigt.

 Badet var ikke særlig komfortabelt. Der var ganske enkelt hundekoldt alle vegne. Og det var svært at balancere i en lille brusekabine med det tøj jeg havde haft på, det tøj jeg skulle have på bagefter, toilettaske, håndklæde (som stadig gerne måtte være tørt, når badet var færdigt) og en pas- og pengepung, som jeg ikke bare kunne lade ligge og flyde.

 Men jeg fik mit bad, og bagefter vaskede jeg min t-shirt, mine strømper, trusser og bh på den dertil indrettede vaskeplads, og fik det hængt op på en overdækket tørreplads. Imidlertid turde jeg hverken vaske min skjorte eller mine bukser. Jeg havde kun de samme, og jeg var slet ikke sikker på, at tøjet kunne nå at tørre. Strømper og trusser havde jeg tre par af, to bh'er og t-shirts. Jeg havde noget tørt at tage på, og det nyvaskede kunne tørre færdigt uden på rygsækken næste dag, hvis det blev nødvendigt.

 Da jeg kom tilbage på værelset, var den tredje underkøje blevet besat. Det var en glædelig overraskelse at høre, at Tine, som havde fået køjen, var fra Danmark. Vi blev straks helt enige om, at det havde været en hård tur at nå herop.

 Tine spurgte, om hun måtte have lov at byde mig på en kop kaffe nede i restauranten. Det takkede jeg ja til, og vi gik ned for at se lidt på sagerne.

 I restauranten mødte vi kvinden med regnslaget, og hun sluttede sig til os. Hun viste sig at være tysk. Friederike hed hun, og hun havde ligesom Tine været på camino’en flere gange. Tine havde gået dele af den franske camino før, og skulle nu for første gang gå den hele. 

 Vi havde alle tre tilkøbt middagen, som ville blive serveret klokken otte. Så der var stadig nogle timer at hvile i, inden vi skulle spise. Der skulle, efter sigende, være en helt fantastisk udsigt fra herberget her, men den dag var der mælkehvidt hele vejen rundt. Men vi skulle selvfølgelig alligevel ud at stå på terrassen. På en klar dag skulle man kunne se ud over hele dalen. Nu kunne vi i stedet nyde synet af kæmpestore rovfugle, som materialiserede sig ud af disen og pludselig svævede majestætisk i det tomme rum med alt det hvide som eneste baggrund. 

 Det var også dejligt at ligge i køjen og skrive dagbog, tjekke morgendagens etape eller læse lidt. Friederike fortalte, at stigningen på den næste etape var cirka den samme, som den vi allerede havde gennemført, men at den ville være fordelt på dobbelt så mange kilometer. Selv om vi skulle højere op endnu, håbede vi, at det ikke ville blive helt så hårdt. 

Vi fik endnu en værelseskammerat. Hun hed Kathrine og var 21 år og fra Washington. Kathrine var i Spanien for at tage et semester af sin uddannelse i Madrid. Hun havde et år tidligere gennemført en lang vandring i Oregons vildmark. Hun havde sovet i telt i bjørneland, og måtte somme tider gå op til 15 kilometer for at finde vand. Nu havde hun to uger, inden hun skulle begynde på sit studie den første september. Hun fortalte at hun ville gå så meget af camino’en, som hun kunne. 

Middagen var en virkelig spøjs oplevelse. Alle middagsgæsterne blev bænket omkring et langbord i den lille restaurant. Vi fire fra pigeværelset sad sammen i den ene ende af bordet.

 Vi var omkring 20-25 stykker rundt om bordet inklusive en fransk familie med fem børn, hvoraf den yngste var en baby på cirka fem måneder. 

Til forret fik vi en grøntsagssuppe med hvidt brød til. Hyggesnakken gik frit rundt omkring. Bagefter fik vi kylling og til slut et stykke kage. Til menuen hørte også et glas vin eller vand.

 Efter maden mens det sidste af vinen blev nydt, opfordrede værten os til, at vi alle præsenterede os efter tur, fortalte hvor vi kom fra og hvorfor vi var kommet på camino’en. Det gjorde vi så, men jeg kunne godt mærke, at jeg fik hjertebanken og mere og mere svedige håndflader, efterhånden som min tur nærmede sig. For hvad skulle jeg sige? Den virkelige grund, at jeg var så dårlig af stress, at jeg seriøst havde frygtet for mit helbred, at min personlighed var forandret, og at jeg ikke evnede at passe mit arbejde, var simpelthen for pinligt. Det føltes som et massivt nederlag, og et endegyldigt bevis på, at jeg ikke duede til noget. Men på den anden side, var det jo derfor jeg var her, for at hele mig selv og komme væk fra tvangstankerne om ikke at være til gavn, og om at være et usselt menneske, som ikke bidrager med noget godt nogen steder. Jeg var ikke klar til at dele, så jeg besluttede mig for en mellemvej.

 Jeg fortalte, at jeg var holdt op med at arbejde, hvilket jo var fuldstændig sandt, og at jeg undervejs på min camino ville tænke over, hvordan mit liv fremover skulle indrettes, og hvad jeg skulle arbejde med, og det var jo heller ikke usandt. Jeg lod det i øvrigt blive ved det.

 Turen kom hele bordet rundt, og vi fik på den måde den allerførste indsigt i nogle af de andre pilgrimmes historier og bevæggrunde. Desværre talte halvdelen af selskabet kun spansk eller fransk, og den anden halvdel benyttede sig af engelsk og tysk. Så vi fik ikke allesammen det fulde udbytte af legen. 

Efter præsentationsrunden sprang en af franskmændene pludselig op og gav sig til at fremføre en meget følelsesladet sang med store fagter og livlig mimik. For nogle i selskabet var det nok en anelse grænseoverskridende, og to af spanierne flygtede da nærmest også ud af restauranten. Om de frygtede rundesang eller bare syntes det var hæsligt, ved jeg ikke. Alle de fransktalende lod imidlertid til at nyde det meget, og sang med på omkvædene. Og han var rent faktisk også meget dygtig til at synge. 

Han gav to numre, og satte sig så ned igen, lige så pludseligt, som han var sprunget op.

 Jeg fik selvfølgelig svært ved at sove. Det hele var så uvant. At komme ordentlig ned i silkeposen, at få tæpperne til at ligge uden at glide ned når jeg vendte mig, sengens knirkende lyde som lød som tordenbrag især nu, da to af mine værelseskammerater tilsyneladende allerede sov som små søde babyer. Det holdt mig vågen længe. Tine lå tilsyneladende også vågen. Det føltes lidt som en trøst, for så var jeg da ikke den eneste, som skulle på bjergvandring med søvnmangel den næste dag.