Fra Saint Jean Pied de Port til Orisson #4

 Jeg var vældig overrasket over at vågne frisk og veludhvilet klokken syv. Jeg havde sat et vækkeur, men alle de andre begyndte også at pusle på det tidspunkt, så jeg vågnede bare stille og roligt.

 Når jeg siger vækkeur, så havde jeg naturligvis ikke medbragt et vækkeur. Jeg er født i 1972, og en lyd som vækker mig om morgenen, er for mig et vækkeur. I den forbindelse har jeg meget svært ved at forlige mig med ordet alarm. Det er noget vi bruger, hvis der er krig, brand, indbrud eller andre ubehageligheder.

Jeg havde bestilt morgenmad på herberget, og da jeg havde spist den, havde jeg ikke tålmodighed til at sidde og nyde min te, så den røg ud i vasken. Nu skulle jeg afsted.

Ude på gaden modtog jeg mit første Buen camino fra en mand, som også havde sovet på mit værelse. Jeg blev så befippet over det, at jeg aldrig fik svaret. Jeg var hverken i stand til at gengælde hilsenen, sige tak eller noget som helst andet. Da jeg endelig havde samlet mig til at sige noget, var han bogstaveligt talt over alle bjerge.

Jeg vidste  godt, at det er sådan man hilser en pilgrim, og sådan pilgrimme hilser hinanden, og jeg var forberedt på, at jeg ville høre det ofte, i den tid jeg skulle være af sted, men det var alligevel meget stort og overvældende, da det skete første gang. Det var det endelige bevis på, at jeg var afsted, at jeg var på camino’en og at jeg nu selv var en pilgrim.

Afsted kom jeg med mit første Buen camino i ryggen.  Den lille maleriske by sluttede forræderisk brat, og allerede i udkanten af byen begyndte det at gå opad. Og det blev det ved med. Jeg var godt klar over, at jeg skulle over bjerge, og jeg vidste også, godt at det var fra den første dag. Men jeg havde ikke, på nogen som helst måde, gjort mig det klart, had det indebar. Som sagt begyndte stigningen allerede på vej ud ad byen, og uden for byen gik den lille vej over i hårnåle- sving, som ubarmhjertigt gik opad, og opad uden pauser.

Jeg blev meget hurtigt frygtelig udfordret, både på vejrtrækningen og af tunge fødder. Det var bare noget, denne dansker fra det flade Lolland ikke var forberedt på. Jeg måtte holde mange små pustepauser. Desuden måtte jeg finde mig i at blive overhalet af alle andre på vejen, undtagen en kvinde, som jeg overhalede, da hun stod stille for at tage sit regnslag på. Det stivede mig lidt af, at hun ikke overhalede mig igen lige bagefter.

Jeg var især stærkt imponeret af dem, som overhalede mig på cykel. Det var bestemt heller ikke nemt for dem. På et tidspunkt blev jeg overhalet af en fransk kvinde. Hun var måske sidst i 60’erne, og hun gik så let, men langsomt, at det så ud som om hun slentrede deropad. Det prøvede jeg at efterligne, og så gik det faktisk også lidt nemmere.

Efterhånden som jeg kom højere op, begyndte det at støvregne, og en tung dis lagde sig over bjerget. Det var meget smukt at kigge ud over landskabet, efterhånden som jeg kom opad. Til sidst krævede kombinationen af støvregn og dis, at jeg tog mit regnslag på. Jeg var bange for at ankomme i vådt tøj og intet tørt i rygsækken til at skifte med. Det var også blevet ret koldt, så regnslaget kunne også beskytte mod vinden.

Nu kunne jeg holde mig tør, men kunne til gengæld ikke rigtig komme af med varmen. Jeg svedte som en væddeløbshest, fordi det blev ved med at gå opad i det uendelige. Mine briller begyndte at dugge, så jeg til sidst måtte tage dem af og hænge dem i halsudskæringen på regnslaget.

Så slap jeg for duggen, men kunne til gengæld ikke læse eller få øje på skilte og eventuelle pile i disen. Så alt i alt ravede jeg halvblind rundt på en tåget bjergside.

På dette tidspunkt skulle jeg ifølge rutebeskrivelsen, forlade vejen og gå ind ad en stenet kvægsti, som naturligvis også snoede sig opad, opad og atter opad. Jeg tænkte, at tiden var inde til at få lidt at drikke, så jeg prøvede at få rygsækken af for at få fat i min flaske. Det var ikke så lige til, fordi jeg havde regnslaget ud over. Snart var jeg uhjælpeligt viklet ind i skulderstropper og regnslag, og kunne ikke rigtig bevæge armene.

Jeg må have set virkelig komisk ud. Som når børnene leger T-rex ved at trække armene ind i t-shirtens ærmer og vrikke ubehjælpsomt med hænderne, som er det eneste som stikker udenfor. Der kom tre franske kvinder forbi på stien. De fik sig nok godt grin, men de hjalp mig af med rygsækken, så jeg kunne få mig en tår vand.

Stien stødte til vejen igen lidt længere oppe ad bjerget. Derfra fulgte jeg vejen til jeg pludselig uden varsel i et sving var nået til Orisson. Der lå et lille herberg, på det tidspunkt, det eneste herberg på vejen mellem Saint-Jean-Pied-de-Port og Roncesvalles. I skrivende stund er der åbnet et herberg mere.Etapen på 25 kilometer, som går over et bjerg. Jeg håbede, at jeg kunne gennemføre turen hele vejen til Santiago, men jeg nærede absolut ingen illusioner om, at jeg var i stand til at gå 25 kilometer over et bjerg på min første vandredag. Jeg havde derfor booket en nat i Orisson.

Der er dog en lidt skæv fordeling af kilometer, fordi Orisson ligger kun omtrent otte kilometer fra Saint-Jean-Pied-de-Port, men det er enten det eller hele vejen til Roncesvalles. 

Ruten over bjerget skulle efter sigende have været benyttet af Napoleon i hans felttog. Deraf navnet Napoleonsruten. Om vinteren kan ruten være lukket og man må i stedet gå ad landevejen.

Når først man er kommet op belønnes man med en fantastisk udsigt