I et tog ned gennem Tyskland, eller vandretur i nye støvler #1

  Hele vejen ned igennem Tyskland sad jeg midt i en polterabend. Jeg tror de var på alder med mig, eller også har jeg bare slet ingen gefühl med alder, eller hvor gammel jeg selv er. 

Jeg synes det var svært og angstprovokerende at rejse så langt. Men jeg glædede mig rigtig meget til at ankomme. 

Jeg skulle desværre overnatte i Paris hvilket jeg også syntes var meget angstprovokerende. Jeg tænkte lidt over hvad der mon bliver de største udfordringer for mig. Af fysisk art ville det nok fødderne. Resten fungerer fint nok. Jeg købte i sidste øjeblik inden afrejsen, nogle dyre indlæg og håbede inderligt at de ville hjælpe. Det føltes sådan på de små ture jeg har nået at gå med dem. 

 En anden udfordring kunne blive varmen, både om dagen, men også om natten. Jeg sover ikke godt når det er for varmt, men det kan jo være at det føles anderledes i Spanien. Det måtte tiden vise. 

 En 3. udfordring kunne være at jeg sover så let. At jeg derfor vil vågne hele tiden og dermed få for lidt og for dårlig søvn. Jeg håbede inderligt at jeg hurtigt kunne vænne mig til de fremmede lyde, og at folk ikke kommer til at snorke alt for meget. Desuden havde jeg medbragt flere forskellige sæt ørepropper.

 Det udviklede sig hurtigt til fest i vognen. Det viste sig at der foruden omtalte polterabend, bestående af 7 personer, også var et andet selskab på tilsvarende antal personer i den anden ende af vognen. De delte øl ud og fyrede op for musikken. De var ret sjove og fordi de alle havde hinanden, besluttede stewardessen og jeg at tage til Paris, vi var nemlig de eneste som var kommet i byen uden ledsagere.

 Bruden kom over og satte sig hos mig, så jeg fik bekræftet min tese om at de var på min alder. Altså med undtagelse af brudens to døtre, som også var med i selskabet. Brud og gom havde været sammen i 17 år, og havde nu besluttet at blive gift. Det fortalte mig, kun lettere snøvlende. Jeg fortalte til gengæld, hvor jeg var på vej hen. Hun rejste sig vaklende op, mens toget raslede afsted og udbragte en skål for den modige og seje kvinde som var på vej ” um den Jakobsweg dürchzufuhren”.

 Selskabet, eller rettere selskaberne blev tilpas imponerede.

 Jeg så sikkert også helt rigtig ud, med kasket, rygsæk, vandrestave og det hele. Men jeg var faktisk selv lettere tvivlende.

 Indtil jeg fik den idé at tage ud på denne her færd, var min eneste erfaring med længere vandreture fra dengang Martin og jeg var nygifte. Vi havde lånt et sommerhus i Sverige, og havde fundet et natur-reservat med vandreruter i forskellig længde og forskellig sværhedsgrad. På et kortet kunne vi se, at der var ca. 2 km fra reservatets parkeringsplads til et smukt vandfald. Og hvis man kombinerede med den gule 4 kilometers rute, som gik rundt om søen ville man få en dejlig smuk og romantisk tur på ca. 6 km.

 Vi pakkede derfor en frokost, lidt lækkert, og noget af drikke. Så tog vi vores sprit nyindkøbte vinterstøvler på og drog afsted.

Fyrsvamp på birketræ. Fundet på vandretur i Sverige.

 Først passerede vi vandfaldet. Det var rigtig fint, og vi besluttede at vi ville vente med at spise frokost til vi nåede søen. Vi fulgte de gule mærker på træerne, nøjagtig som vi skulle men der kom aldrig rigtig nogen sø. Så da det føltes som om vi havde gået meget længe, spiste vi vores frokost et fint sted i skoven, og gik derefter videre, stadig med blikket fast rettet på de gule mærker.

 Nu er det en del år siden vi var nygifte og dengang havde vi ikke fri data i udlandet, så vi var lidt tilbageholdende med at slå mobilens GPS til. Desuden var vi kun i smartphonens barndom, så vi var heller ikke garvede brugere af dette medie endnu. Men efter hvad der føltes som en meget lang travetur, i nye støvler, forsøgte vi endelig, ved hjælp af GPS, at finde ud af hvor vi var.

 Det viste sig at vi befandt os 12.5 km, i luftlinje, fra vores udgangspunkt. Hvor langt vi rent faktisk havde gået ad snoede skovstier fandt vi aldrig ud af. Men vi var ikke længe om at bestemme os til at bruge GPS’en til at finde den hurtigste vej tilbage til bilen.

 Det var mørkt inden vi fandt tilbage, og vi var ømme overalt, men mest af alt i fødderne pga. de nye støvler.

 Da vi kom tilbage til oversigtskortet, kunne vi se at vi, i stedet for at følge den gule rute, havde fulgt den orange. Den orange rute gik blot igennem naturreservatet på sin vej gennem Halland. Det var nemlig den 450 km lange Hallands-leden vi var kommet ind på. Godt at vi vendte om, da vi gjorde.

 Men der er jo intet der er er så skidt at det ikke er godt for noget. Så på trods af at begge mine storetånegle blev blå og senere faldt af, så er oplevelsen her blevet til et godt minde, og de støvler er nogle af de bedste jeg har haft.

 Og desuden har det skabt en familietradition. For da vi endelig havde fundet bilen, kørte vi  hen til den svenske burgerrestaurant MAX og købte hver en kæmpe luksus-milkshake, med soft-ice og flødeskum.

 Det er nu en tradition, som især børnene, holder i hævd, at vi skal have milkshakes på MAX, hvis vi farer

vild. Og da det er nogle meget lækre milkshakes, så farer de gerne vild. Gad vide om der er milkshakes på Caminoen? For der er jeg jo på vej hen ”um den Jokobsweg durchzuführen”

Jeg elsker at vandre i den svenske natur, jeg forstår hvorfor de har mange historier om trolde og andre underjordiske når jeg går i de store skove.