Saint Jean Pied De Port #3

 

Jeg vågnede frisk og udhvilet i Saint-Jean-Pied-de-Port. Jeg havde ellers følt mig ensom og modløs om
aftenen, da jeg var ankommet til byen. Alle andre jeg så, var sammen med nogen. Enten i par eller i større selskaber. Det begyndte allerede i toget fra Bayonne, hvor det var tydeligt, at de fleste passagerer i mit tog, også skulle til Saint-Jean-Pied-de-Port for at vandre på camino’en. Folk sad sammen og snakkede om alle deres forventninger til turen, om alt hvad de skulle opleve, og om bestemte steder, de skulle besøge. Alle var sammen med nogen, og de vidste tilsyneladende også meget mere, om hvad der ventede forude, end jeg gjorde.

Togturen på en times tid var usædvanlig smuk, så jeg valgte at fokusere på det, og glæde mig til det ukendte, som jeg havde begivet mig ud i.

Da jeg ankom til byen, måtte jeg stå ganske stille et andægtigt øjeblik, for at lade det hele synke ind, og så ellers koncentrere mig om at få munden lukket, og ikke bare stå og glo på scenariet med åben mund. Traditionelt set er Saint-Jean-Pied-de-Port det sted, hvor alle pilgrimsruter ned igennem Europa samler sig, før man går over Pyrenæerne, og ind i Spanien. Alle pilgrimme fra middelalderen til nu, hvad enten de var gået fra Lund i Sverige eller fra Paris i Frankrig, var kommet denne vej. Jeg blev blæst fuldkommen bagover af historiens vingesus, og jeg blev slået af ydmyghed over nu selv at være en del af denne tradition.

Den lille by var smuk og charmerende med stejle, smalle gader, og helt utrolig eksotisk og sydfransk, når man kom lige fra det flade Lolland. Jeg havde bestilt logi hjemmefra, så mit herberg var det første sted jeg skulle finde. Da jeg var blevet indlogeret, havde jeg endnu et vigtigt ærinde. Jeg skulle besøge pilgrimskontoret for at få det første stempel i mit pilgrimspas.

På kontoret, blev jeg udstyret med en rutebeskrivelse på den første etape. Etapen gik fra Saint-Jean-Pied-de-Port til Roncesvalles og kunne deles i to, hvis man havde behov for det. Jeg måtte endelig huske at tage stien til venstre, når den delte sig før de sidste kilometer. Den til højre var farlig, og der var sket flere ulykker på den sti, fortalte de. Jeg fik også en liste over alle herberger med en oversigt over antallet af sengepladser, faciliteter og kontakt oplysninger. De mente ikke, jeg behøvede at booke soveplads på forhånd.

Da jeg kom ind på pilgrimskontoret, var jeg blevet modtaget af en sød dame, som sagde, at hun syntes jeg så lidt trist ud. Jeg forsikrede hende om, at jeg bare var træt. Men sandt at sige var jeg lidt trist og i tvivl, hvorvidt det var en fejl at tage af sted alene, eller at tage af sted overhovedet.

Til sidst fik jeg et papir med forslag til dagsetaper inklusive en grafisk oversigt over højderne på ruten. Samtalen sluttede med, at den søde dame mindede mig om at gå i mit eget tempo og ikke lade mig stresse eller presse af andre. Jeg måtte huske, at det var min camino, og den skulle være som jeg ønskede den, og med den slutbemærkning forlod jeg kontoret. Det hele var lidt overvældende.

Da jeg var færdig på pilgrimskontoret fandt jeg en smuk plet på broen over floden lige uden for byporten. Så ringede jeg hjem, for at sige godnat til Alvilda. Dem derhjemme ville selvfølgelig også gerne vide, at jeg var ankommet i god behold, og havde fået et sted at sove. Bagefter købte jeg en sandwich i en lille hyggelig grillbar, og gik tilbage til mit herberg.

Heldigvis mødte jeg Joanne, Lisa og Yvette i herbergets fælleskøkken. Det reddede min aften, for jeg trængte virkelig til selskab. Joanne og Lisa var søstre, og fra et sted i USA. De var ankommet samtidig med mig, og de fortalte, at de havde så meget jetlag, at de ville blive en hel dag i Saint-Jean-Pied-de-Port, og først begynde deres vandring i overmorgen. Yvette kom fra Holland og havde allerede gået hele vejen hjemmefra. Hun ville også tage en hviledag, inden hun begav sig ud på den sidste del af sin rejse. Af os i køkkenet var jeg den eneste, som skulle begynde min vandring næste morgen.

Som sagt sov jeg dejligt. Jeg havde en seng i et syvpersoners rum[ hvor vi kun var seks. Yvette sov på samme værelse som mig, mens de to amerikanske søstre havde et topersonersrum] for sig selv.

Gaderne i Saint Saint Pied De Port er smalle, stejle og meget Sydfranske