Madonnaen med udsigten #7

 

Tine og jeg talte godt sammen, og fortalte hinanden om vores liv derhjemme med familie, job og interesser. Det var meget hyggeligt, og det fik tiden til at flyve afsted. Det var nemmere for mig at fortælle til Tine, end det havde været med det store selskab i går. Så jeg fortalte, hvordan det føltes, når min mand, om morgenen havde spurgt, om jeg kunne hente vores datter. Jeg havde altid straks svaret ja, for bagefter at udføre et desperat og hemmeligt detektivarbejde, for at finde ud af, hvor hun var.

Jeg havde ikke villet spørge Martin, for han havde allerede i flere måneder været efter mig i forhold til at komme lidt hjem fa arbejde, som han sagde, eller at holde fri, når jeg havde fri. På det tidspunkt var min hukommelse som en si, især på hjemmefronten. På jobbet havde jeg jo en god kalender. Men alle de små hverdagsaftaler. Alvilda går til gymnastik om tirsdagen fra halv seks til syv, der er spejder om onsdagen fra klokken fem, på lørdag skal vi til fødselsdag hos Kenneth, og så videre. Alle de aftaler var der slet ikke plads til i mit hoved. Så de hang simpelthen ikke fast. Men jeg gjorde mit bedste for at ignorere det, lade som ingenting, og finde andre måder at finde ud af tingene på. For det ville jo nok snart gå over.

Den lille Madonna

Midt på dagen kom vi til en lille Madonna-figur. Hun stod på toppen af nogle klipper, så vi måtte kravle op for at komme op til hende. Vi lagde hver en sten og gav hende et fingerkys på foden. Den asfalterede vej gik lige forbi hende, og der var også anlagt en lille parkeringsplads, så alle som ville, kunne komme op og besøge hende.

Lidt senere passerede vi etapens højeste punkt i lidt over 1.400 meters højde. Derfra kan vi se en lille hule bygget ind i klipperne. Jeg ved ikke, om den oprindeligt var anlagt til hyrder eller til pilgrimme, som ikke nåede over bjerget inden mørket. Den så ikke videre komfortabel ud, men den var der, og var synlig fra skiltet, som markerer højden. Det virkede alligevel lidt betryggende. Jeg kunne levende forestille mig, at det godt kunne gå hen og blive farligt at blive fanget på bjerget i dårligt vejr eller om nattet. Heldigvis var vi ikke i fare for at komme ud for det. Vi var i god tid til at finde vej til Roncesvalles.

Da vi havde passeret det højeste punkt, gik turen nedad. Vi skulle ned ad 400 højdemeter, inden vi nåede vores bestemmelsessted, og her var der virkelig noget jeg var god til. Det gik rigtig godt for mig ned ad bakke. Faldet var ret stejlt, fordi de 400 højdemeter skulle forceres over kun cirka fem kilometer. Jeg havde hørt meget om pilgrimme, som fik skrækkelig ondt især i knæene, men også i tæerne på nedstigningerne. Jeg må have stærke knæ, for det generede mig ikke. Og jeg var taknemlig for, at jeg havde brugt en hel del timer og dage på at afprøve og teste forskellige modeller og størrelser, inden jeg valgte mine vandrestøvler. For jeg mærkede heller ingen smerter i tæerne.

Vi huskede, at vi skulle tage den venstre sti på de sidste kilometer af vejen. På pilgrimskontoret i Saint-Jean-Pied-de-Porte, havde vi jo fået at vide, at det var farligt at færdes på den højre sti. I virkeligheden var det lidt svært at afgøre, hvor det var, vi skulle vælge den rigtige sti. Vi havde godt nok fået et kort over ruten med et billede af skiltet, der pegede den rigtige vej. Men det lignede ikke 100 procent nogle af de skilte, vi kom forbi på vejen.

Da vi kom til en forgrening i stien neden for en asfaltvej, holdt vi en lille pow-wow med nogle andre pilgrimme, som også var i tvivl. Var vi mon det rigtige sted? Vi kunne se ryggen af pilgrimme på begge stier foran os. Vi besluttede os for, at dette var det rigtige sted, og at stien til venstre måtte være den, der pegede mod venstre i forgreningen, og ikke til venstre oppe fra asfaltvejen.

Vi begav os afsted på det sidste stykke af vejen, som førte videre nedad, mens vi håbede det bedste for dem, som havde valgt den anden sti.

Vi skulle igennem en skovbevoksning, inden vi nåede landsbyen, men lige inden vi dukkede ned mellem træerne, kunne vi se bebyggelsen som bittesmå Lego-huse dernede. En stor kantet bygning dominererede billedet, og jeg var overbevist om, at det måtte være det gamle kloster, hvor der var indrettet et herberg. Det havde jeg glædet mig til at overnatte i, lige siden jeg læste om det derhjemme.

Da vi ankom, var jeg øm og træt i hele kroppen. Jeg havde ganske sikkert brugt muskler, som jeg ikke anede, at jeg havde. Men det var en fantastisk tilfredsstillende træthed, som var oparbejdet af en kombination af fysisk anstrengelse og frisk luft. Det var netop det jeg havde brug for. Endorfiner og frisk luft modvirker stresshormonet kortisol. Så det her måtte, være en god kur. Nu glædede jeg mig bare til at få en seng, så jeg kunne hvile mig lidt.