Roncesvalles #8

 

Klosteret i Roncesvalles

I klosteret i Roncesvalles kørte det hele som smurt i olie. Herberget blev styret med hård hånd af et hold frivillige hospitaleros fra Holland. Der var ingen slinger i valsen, og intet var overladt til tilfældigheder.

Jeg stod i kø uden for døren på grund af covid-19-restriktionerne, og da det blev min tur til at komme ind, måtte jeg først udfylde papirer med mine personlige oplysninger og grunden til, at jeg var på camino’en. Der var forskellige afkrydsningsmuligheder på papiret. Jeg kunne vælge mellem religiøse, spirituelle, kulturelle eller sportslige årsager til min rejse. Jeg valgte spirituelle og kulturelle.

Så blev jeg fulgt til receptionen af en hospitalero, hvor jeg viste mit pas og mit pilgrimspas, for at blive skrevet ind. Jeg fik et stempel i pilgrimspasset, et engangslagen samt pudebetræk. Jeg betalte 14 euro for sengen og tilkøbte spisebilleter til både aftensmad og morgenmad.

Derefter blev jeg fulgt op til tredje sal, hvor jeg havde fået tildelt en seng af en anden hospitalero. Inden vi nåede op til min seng, havde vi lige været forbi rummet, hvor vi skulle stille vore vandrestøvler, og på vejen op fik jeg også information, om hvor jeg kunne vaske mit tøj.

Herberget var nyistandsat. Der var en elevator op til sovesalene, og senge, skabe og badeværelser var nye og praktisk indrettet. Tredje sal var den øverste etage, og på loftet kunne man se nogle imponerende store og meget flotte skrå tagspær. Derfor var der ikke køjesenge på tredje sal.

I min oversigt fra pilgrimskontoret kunne jeg se, at klosteret havde 217 pladser i alt, og jeg gætter på, at omkring 40 af dem var på tredje sal. De var placeret to og to i små indhak, så det virkede lidt mere opdelt. I mit indhak var den anden seng besat af en franskmand. Mens jeg redte min seng, håbede jeg inderligt, at han ikke snorkede. Jeg havde hørt de forfærdeligste historier om søvnløse nætter på grund af snorken, hvorfor jeg også havde medbragt både ørepropper og sovemaske.

Det var fantastisk at få et dejlig varmt brusebad. Det fungerede rigtig godt på de nye badeværelser, hvor der var plads til at hænge sit tøj på indersiden af døren, uden at det blev vådt. Drengene badede til højre og pigerne til venstre. Der var altså kønsopdelte badeværelser, som det også havde været i Orisson.

Inden jeg kunne gå ud i byen for at møde Tine, måtte jeg først vaske mit tøj. Det foregik i kælderen. Jeg var igen i tvivl, om mine bukser og skjorten ville kunne nå at tørre. Men den frivillige hospitalero i vaskekælderen fortalte mig, at hun havde en centrifuge, hvor hun kunne centrifugere mit tøj gratis, hvis jeg valgte at håndvaske det. Jeg kunne også vælge at få det vasket og tørret i maskine for fire euro, men så skulle jeg overlade mit tøj til hende, og kunne først få det igen dagen efter.

Jeg foretrak håndvasken, og hun fortalte mig, at med sådan et vejr, som vi havde nu, ville tøjet kunne tørre på en time, hvis det først var blevet centrifugeret. Jeg proppede derfor resolut al dagens vandretøj inklusive mit eneste par bukser og skjorten ned i vandet. Da jeg var fuldstændig sikker på, at al tøjet var vådt, så jeg kunne begynde at skrubbe, kom endnu en frivillig løbende ind i lokalet. Tågen kommer ned fra bjerget, vi skal have vasketøjet ind, råbte hun ophidset, hvilket jeg først fandt ud af, efter at jeg havde fået det oversat fra hollandsk af den flinke dame, som passede vaskekælderen.

Godt så. Det ville blive spændende at se, om mit tøj ville tørre nede i kælderen, eller om jeg måtte vandre i mit nattøj dagen efter. I det mindste blev det centrifugeret, inden jeg hængte det op på snoren i kælderen.

Aftensmaden skulle spises på en bar ude i byen, og selv om Tine skulle spise på restauranten på det hotel, hvor hun skulle overnatte, ville hun gerne med over på baren og have lidt at drikke inden spisetid.

Da vi havde siddet der lidt, gik det op for mig, at jeg ikke havde min spisebillet. Jeg løb tilbage til klosteret, men den var heller ikke at finde på min seng eller i min bagage. Jeg fandt en hospitalero nede i stueetagen, og gav mig til at fortælle om min uheldige situation. Mens jeg stod og fortalte, blev vi afbrudt af en svensker, som sagde, at han havde fundet en spisebillet på gulvet lige uden for sovesalen på tredje sal. Han havde lagt den på bordet ved siden af døren ind til sovesalen. Den flinke svensker og jeg skyndte os op til tredje sal igen, og der lå min spisebillet på bordet i loungeområdet på reposen.

Det var da helt utroligt, at den havde fået lov at ligge der i fred, når der var så mange mennesker, som gik ud og ind hele tiden, tænkte jeg. Men jeg var glad, for nu kunne jeg få mad. Det var første gang af mange jeg oplevede at ting løser sig på caminoen.

Jeg mødte Katrine og to andre fra selskabet i Orisson, da jeg nåede tilbage til baren. Drez fra Belgien og Raymon fra Tyskland sad sammen med Kathrine på terrassen uden for baren. Vi gik ind og spiste sammen alle fire, og Drez fortalte os andre om sine drømme om at komme til Indien.

I 15 år havde han arbejdet i turistbranchen og havde været alt fra rejseguide til bartender. Men efterhånden var han begyndt at føle, at hans liv som single i Bruxelles var overfladisk. Han savnede noget, som han ikke kunne definere hvad var. Han ville vandre camino’en for at definere sine drømme, og for at finde mod til at tage springet og følge dem. Indisk kultur og livsstil inspirerede ham meget, så i et stykke tid havde han drømt om at rejse til Indien og leve der i et halvt års tid, lære sproget, og opbygge et netværk. På længere sigt forestillede han sig at kunne bruge sin uddannelse og baggrund til at opbygge noget i Indien. Måske en forretning, som kunne arrangere kulturelle rejser eller udveksling.

Det rolige, kølige og meget "ordentlige" kloster herberg i Roncesvalles.