Afsted fra Roncesvalles #9

 

Præcis klokken seks tændtes lyset i sovesalen af sig selv, og dæmpet munkesang lød fra usynlige højtalere  Dagen var i gang! Mens jeg sad på min seng midt i morgenpakkerutinen, stak en ung tysker hovedet ind over skillevæggen. Jeg håber, du fik sovet i nat, sagde han halvt som et spørgsmål. Imens nikkede han sigende over mod min naboseng. Men jeg havde faktisk sovet udmærket, og det var ganske sikkert takket være mine ørepropper. Det viste sig nemlig, at min nabo åbenbart havde snorket så højt, at det havde generet tyskerne, helt ovre i, det næste indhak.

Jeg havde selv sovet fint. Jeg havde været ude på badeværelset en gang i løbet af natten, og havde opdaget, at der var små lamper i gulvet, så jeg havde ikke taget lygten med. Der var simpelthen anlagt noget, der lignede en lille landingsbane. Små lamper var nedfældet i gulvet på begge sider af midtergang ud til badeværelserne. Det havde også virket fint i forhold til at finde vejen ud til badeværelserne, og tilbage igen ad midtergangen.  Men jeg kunne bare overhovedet ikke se, hvilken seng der var min, og jeg havde ikke tænkt på at tælle. Så jeg klappede i fodenden af mindst et par forkerte senge, hvori der lå pilgrimme, før jeg fandt min egen. Dermed havde jeg lært altid at tage lygte med på toilettet om natten. Men nu jeg tænker over det, så mødte jeg heller ikke flere herberger med navigationslys i gulvet.

Da jeg stod op, var jeg ret spændt på, om jeg havde tørt tøj at tage på, eller om dagens vandring skulle foregå i nattøj. Mit nattøj bestod af at et sæt uldundertøj med lange ben og lange ærmer, så det ville nok kunne lade sig gøre at gå i det. det var i hvert fald tænkt sådan, som nødløsning.  Heldigvis var både bukser og skjorte tørre nok til at tage på. Lidt klamt måske, men intet som kropsvarmen ikke hurtigt kunne klare.

Jeg forstod ikke rigtigt, hvor jeg skulle finde min morgenmad, før det gik op for mig, at det var på hotellet over for klosteret. Det var det samme hotel, som Tine havde sovet på. Den næste udfordring var så at finde indgange til hotellet. Alle de døre jeg fandt, så ud til at være låste, men det var jo også ret tidligt om morgenen. Til sidst mødte jeg en amerikansk pilgrim, som også ledte efter sin morgenmad. Vi slog os sammen og fandt en indgang som var åben på den diametralt modsatte side af den kæmpestore bygning.

I restauranten fik jeg hurtigt selskab af en hollandsk kvinde, som hed Ilone, og som også var på Caminoen alene. Tine så jeg derimod ikke noget til. Det undrede mig lidt, for vi havde aftalt at mødes for at følges. Hvor var hun?

Morgenmaden bestod af hvidt brød med marmelade og te, kaffe og juice. Hvis det blev sådan ved, ville jeg ikke have kræfter til at gå nogen steder. Så jeg besluttede, at jeg blev nødt til at skaffe mig et supplement til menuen.

Da jeg var færdig med min morgenmad og begyndte at samle mine ting sammen, dukkede Tine op. Hun havde overnattet på hotellet og havde derfor fået morgenmad med et lidt større udvalg i et andet lokale. Hun havde både fået æg og frugt.

På vejen ud ad Roncesvalles følte jeg at alle gik utrolig stærkt.  De gik vildt hurtigt, og jeg selv fulgte med, og gik langt hurtigere, end jeg egentlig syntes var behageligt, for at kunne følge med flokken. Det fik mig til at føle mig presset. Jeg gjorde mig umage for at bekæmpe trangen til at følge med de andre, og satte farten ned. Det var dejligt, og i virkeligheden noget jeg skulle have lært mig selv for længe, længe siden.

Der var ingen store stigninger på dagens etape. Jeg gik og spekulerede over det store mirakel det var, at kroppen allerede havde restitueret sig på kun én nat. Jeg havde været øm og træt over det hele, da jeg kom til Roncesvalles, men nu følte jeg mig godt tilpas og kunne  nyde turen.

Men det var stadig ikke helt for tøsedrenge. Turen gik op og ned ad klippestier med løse, rullende sten. Jeg brugte mine vandrestave flittigt. Jeg havde ellers været meget i tvivl, om jeg skulle tage sådan nogle med. Jeg havde læst, at det var aldeles nødvendigt, og derfor havde jeg også købt et par i en genbrugsbutik, som jeg kunne øve mig med. Jeg havde aldrig gået med sådan nogle før, og jeg havde dem kun med ude en enkelt gang, og da gik jeg otte kilometer med dem under armen. Det blev ikke til flere ture med stave, og det kom heller aldrig på tale at købe nogle nye og fancy, men jeg havde medbragt dem fra genbrugsbutikken for en sikkerheds skyld, og nu gav det helt sig selv til hvad og hvordan, jeg skulle bruge dem.

Det gik mest nedad. Planen var at overnatte i byen Zubiri, og for at komme dertil, skulle vi ned ad 400 højdemeter. Selv om det mest gik ned ad bakke, var der også stigninger indimellem.

Vi holdt pause i Espinal, en fin og malerisk lille by med hvidpudsede huse, som alle havde karakteristiske kampestenshjørner. Da vi kom ind i byen, følte vi os hensat til en gammel Hollywood-film, som foregår i en idyllisk bjerglandsby. Mange af husene havde kæmpestore blomsterkasser i førstesalshøjde med et væld af røde petunia, som faldt som vandfald ned ad husfacaderne. Der løb endda en lille kanal med vand langs hovedgaden. Vi slog os ned på en bar, hvor Tine kunne få en kop kaffe og jeg en smoothie. Det var herligt med en lille pause, hvor støvler og strømper kom af, så fødderne kunne få lidt luft. Det var også min erfaring hjemmefra, at jeg havde brug for en pause efter cirka syv til otte kilometer, hvor fødderne kunne blive aflastet og få lidt luft. Bare ti minutter, derefter kunne de godt tage et hug mere.

Ved baren mødte vi Friederike, vores tyske værelseskammerat fra Orisson. Mens vi sad og nød solen, fortalte hun, at hun desværre var nødt til at tage bussen videre til Zubiri, for at købe andre sko. Ellers ville hun ikke kunne vandre videre. Hun kunne simpelthen ikke gå længere, fordi hendes fødder især hendes tæer var meget ødelagte af nedstigningen.

Jeg havde brugt tid og penge på at finde de rigtige sko. Jeg havde haft tre par støvler og et par sko hjemme på prøve, inden jeg valgte. De støvler, jeg var endt med at beslutte mig for, var tre størrelser større end mine sædvanlige sko, for at jeg kunne have fuld bevægelsesfrihed til tæerne, og fordi fødder tit hæver når man går langt. I forhold til strømperne, var jeg gået i den modsatte retning og havde valgt strømper i en størrelse mindre, end jeg plejer. De skulle gerne sidde helt tæt, for at undgå friktion og folder, som kunne give vabler. Jeg havde også prioriteret at tage vandresandaler med i stedet for helt lette klipklapper, selv om det gav lidt ekstra vægt i bagagen. På den måde kunne jeg veksle mellem støvler og sandaler, når jeg gik, og derved forhåbentlig undgå vabler.

Vi fortsatte nedad, men tog den med ro. Vi afprøvede forskellige metoder til at komme mest skånsomt ned. En af dem var at gå i siksak, nærmest ligesom når man løber slalom på ski. Den metode var ikke noget for mig, men jeg så andre som benyttede sig af teknikken. Jeg havde en gang læst, at det skulle være godt at småløbe nedad. Så det afprøvede vi også. Og den teknik kunne jeg godt lide. Den virkede godt for mig, men kun på et nogenlunde fast underlag. Der hvor stierne var fyldt med løse, rullende og vrikkende sten og klippestykker, turde jeg ikke, men jeg så en enkelt som spænede fuldstændig frygtløst dernedad. Han måtte have øvet sig længe eller have været meget dumdristig.