Hvor skal jeg sove i nat #10

 

På listen fra pilgrimskontoret kunne vi se, at der var intet mindre end seks herberger med tilsammen 148 sengepladser i Zubiri. Jeg vidste fra Tine, at der også var mindst et pensionat og et hotel. Forventningerne var store, da vi nærmede os. Vi havde jo taget os god tid, og passet på os selv på de stenede stier, og selv om jeg hverken havde smerter i knæ eller tæer, var jeg ligesom dagen før øm alle vegne. Distancen var ifølge pilgrimskontoret på 21,7 kilometer, men min gps var uenig og sagde 23,2, da vi ankom.

Tine begav sig til sit logi, som var et pensionat i den modsatte ende af byen, og jeg gik ind på det første herberg, jeg kom forbi. Jeg undrede mig en smule over, at døren var lukket, men jeg ringede fortrøstningsfuldt på alligevel. Hospitalero’en som åbnede, talte ikke engelsk, og jeg talte ikke spansk. Men det lykkedes alligevel at forstå at han desværre ikke havde ledige senge. Det var en skuffelse, for jeg kunne ligefrem mærke det dejlige brusebad, jeg skulle have haft. Men som sådan var jeg ikke bekymret, der var jo flere steder på listen. Pilgrimskontoret havde jo også fortalt mig, at det ikke var nødvendigt at booke, fordi der var pladser nok trods covid-19-reglerne. Der var nemlig heller ikke så mange pilgrimme på ruterne som før pandemien.

På vejen ind i Zubiri går man over en gammel romersk bro. Fra toppen ag broen tog jeg dette billede.

Jeg bevægede mig derfor roligt videre til det næste herberg, mens jeg kiggede på byen og menneskene i den. Der var mange pilgrimme, som allerede sad og hyggede på barer og restauranter.

Da jeg nåede det næste herberg, behøvede jeg desværre ikke engang at tale med nogen. Der var et skilt på døren, som fortalte, at alt var optaget. Øv. Jeg trængte virkelig snart til at hvile mig. Men jeg havde jeg hørt utallige beretninger om, at på camino’en løser tingene sig. En filosofi, som understøtter min egen medfødte tro på det samme. En tro, som godt nok har fået et par hakker i den blanke overflade i løbet at det forgangne år, men som stadig er der inderst inde, og som jeg  håber, vil blomstre op igen og altid være der.

Det tredje sted meldte også alt optaget, men den hospitalero, som sad i receptionen, talte engelsk. Jeg spurgte ham, om han kunne fortælle mig, hvor der rent faktisk var en ledig seng. Han kløede sig lidt i nakken, og foretog et telefonopkald. Jo – landet ligger altså sådan, at der ikke er noget ledigt i hele byen, sagde han.

Situationen bevægede sig meget hurtigt fra en streg i regningen-stadiet til et slag i ansigtet- stadie. Og udtrykket det magter jeg ikke fik pludselig en helt bogstavelig betydning, men jeg havde stadig en smule kræfter tilbage, fysisk såvel som mentalt. Jeg begav mig afsted ud til Tines logi. Jeg tænkte, at selv om der ikke var mere plads på herbergerne, kunne det jo være, at der var på pensionatet.

Pensionatet lå lidt uden for centrum ad en lidt mere trafikeret vej, derefter ind mellem husrækkerne til et mere roligt kvarter. Jeg havde ringet til Tine, og meldt min ankomst. Men da jeg ankom, var værtinden også til stede, og hun kunne ligeledes kun melde alt optaget, men hun kendte adressen på et andet logi, som måske havde noget ledigt. Jeg fik oplysningerne ind i min gps, og traskede med ømme fødder og fuld oppakning tilbage til byen. Adressen hun havde givet mig, viste mig hen til et sted, som var lukket på grund af covid-19.

Jeg var træt. Jeg var efterhånden blevet en smule nervøs for, at situationen ikke ville løse sig, og desværre var jeg også ved at være tom for idéer. Mit sidste skud i bøssen var byens hotel. Jeg havde dog ikke set noget hotel, mens jeg vandrede frem og tilbage mellem herbergerne. Men Google-maps fortalte mig, at der var et hotel lidt uden for byen. Så jeg tog igen turen ud forbi Tines logi og længere ud ad landevejen.

Efter en lang march på mine ømme fødder nåede jeg frem til hotellet, og der var et gedemarked af den anden verden. Hvis jeg ikke havde været så udmattet, ville jeg have nydt den festlige stemning. På pladsen ude foran hotellet sad folk med forfriskninger, der var høj musik, og lige da jeg ankom tromlede en varebil med brød ind på pladsen. Receptionen fungerede også som bar på rigtig spansk mané

r.

Klokken var nu blevet så mange, at der var mange lokale, som var smuttet ind for at få en lille tapas og en øl. Der var desuden en kæmpe flok cykelryttere i fuld spandex, turister og pilgrimme i en skøn forening. Der var kø ved bardisken og en infernalsk larm af musik, råb og latter på mange sprog.